Uncategorized

Er dine celler standet på en øde ø?

Det sker ofte, at jeg på mine yogaklasser inviterer til, at lade opmærksomheden vandre rundt i kroppen, at sende kærlige og venlige tanker rundt i kroppen og til de stræk, der er.

Men er det ikke lettere sagt end gjort? JO! Har du selv prøvet at stille dig op foran spejlet og lavet en Ole Henriksen? Sig til dit spejlbillede ”Hej! Jeg elsker dig!” Det føles da helt vildt underligt, grænseoverskridende og en smule komisk.

Men det virker, det gør det altså 🙂
Jeg siger ikke, at vi alle skal være lige så glade, som Ole virker til at være. Men jeg har fundet ud af, at når jeg f.eks. siger til min krop ”jeg holder af dig”, og gentager det nok gange indtil jeg slipper følelsen af at gøre grin med mig selv, så svarer kroppen. Min gør det ved at blive VILDT glad, jeg kan simpelthen mærke, at alle mine celler svarer igen med tak.

Det samme kan ske, når jeg i et stræk omfavner kroppen mentalt. Fortæller den, at jeg godt kan forstå at det gør ondt, for den har godt nok været på overarbejde lige dér, og ”hold da op, hvor har du været stærk for mig, men nu behøver du altså ikke holde fast mere. Du må godt slappe af, så så…slap du bare af”. De første gange, følte jeg mig lidt latterlig, det er jo som at trøste et barn!
Men, den form for kommunikation med min krop har gjort underværker. Igen mærker jeg helt ind i nervesystemet og på celleplan, at min krop føler sig mødt og set.

Jeg fik i dag et billede af den process, som du måske kan bruge.
Et billede af, at kroppen kan være som en skibbrudden på en øde ø. Ingen ser den og ingen hører dens råb om hjælp. Den er i alarmberedskab og finder på alle mulige måder at holde sammen på sig selv og anstrenger sig udover evne for at overleve. Den sulter og tørster.
Den dag, der langt om længe kommer et skib forbi og får øje på den skibbrudne, samler den op og bringer den tilbage til livet, der jubler den og opfører sig lidt som en glad tosse. Hvis du nogensinde har set Robinson Crusoe eller Tom Hanks i Cast Away…..kan du måske se det for dig? Kroppen hopper op og ned, hujer og vifter og svinger med arme og ben.
Endelig får den den opmærksomhed, den har tørstet efter, endelig bliver den forsikret om, at den kan være tryg, at den bliver set og hørt. Og så vil du se den blomstre op igen lige så stille.